Kæmpeaftale: Marvel og Netflix laver 4 nye tvserier og en miniserie

Netflix og Marvel slår pjalterne sammen om at lave en stribe nye tvserier, der kulminerer i en miniserie-event – vist eksklusivt på streamingtjenesten i løbet af de kommende år.
Marvel dominerer i biograferne med Iron Man, Thor, Captain America, The Avengers – og nu skal succesen udvides til skærme i alle størrelser. Det kommer til at ske sammen med streaming-giganten Netflix. For de to selskaber har netop aftalt, at Netflix skal lave fire tvserier, hver med en Marvel-figur i spidsen, og til slut lave en miniserie, der binder de fire serier sammen.

Marvel og Netflix begynder med Daredevil

Serierne vil begynde at udkomme i 2015 og det bliver sandsynligvis med superhelten Daredevil, der på film blev spillet Ben Affleck, som førstevalg. Det er umiddelbart også Daredevil, der er det mest kendte navn, af de fire superhelte, som Netflix har fået lov at lave tv om. De tre andre er Jessica Jones, Iron Fist og Luke Cage.
Det er meningen, at serierne skal udkomme over flere år og til slut munde ud i en miniserie med navnet The Defenders. Forud for den miniserie kommer der mindst fire serier, med hver 13 afsnit. Fælles for de fire serier er, at de handler om fire superhelte fra det område i New York, der hedder Hells Kitchen.

Netflix får både film og tv fra Disney

– Marvels film, som Iron Man og The Avengers er store favoritter blandt vores brugere verden over. Med House of Cards og vores andre original serier har vi pioneret nye måder at fortælle historier på og vi er begejstrede over at arbejde sammen med Disney og Marvel med et projekt i den her størrelsesorden, siger Ted Sarandos, der er chef for indhold, hos Netflix.
Sidste år blev Netflix og Disney, som ejer Marvel, enige om en aftale, der betyder at Netflix får eksklusiv ret til at streame nye Disney-film. når de har været i biografen i USA. I efteråret 2013 fik tvserien Marvels Agents of S.H.I.E.L.D – baseret på Marvels univers, premiere på amerikansk tv.