De bedste serier på Prime Video fra Amazon

Justified

Timothy Olyphant som Raylan Givens i Justified

Timothy Olyphant som Raylan Givens i Justified på Prime Video (c) FX


Raylan Givens er tæt knyttet til sin hat, og han er ivrig for at trække sin pistol. Nogle gange for ivrig. Han er det tætteste man kommer på en moderne cowboy, og klart med på listen over de bedste serier på Prime Video.
Raylan er US Marshal, det ældste amerikanske politikorps, der specialiserer sig i at fange forbrydere på flugt, beskytte vidner og transporterer fanger over hele USA.
Men Raylans old-school metoder betyder, at han ofte er lidt for ivrig efter skyde først og spørge senere. Så da han skyder en mistænkt over morgenmaden i Miami, bliver han smidt ud af byen og sendt til Marshal-kontoret i staten Kentucky, hvor han er vokset op.
For Raylan bliver eksilet i Kentucky et møde med fortiden. Gensyn med ekskonen som han kiksede forholdet til. Konfrontationen med en kriminel far, som han aldrig kom på god fod med. Og så er der de gamle venner, der har valgt nynazisme og bazookaer, frem for lovlydighed, mens Raylan har været væk.
Justified blander politiopgaverne med fortællinger om de personlige forhold, der bliver testet af Raylans tilbagekomst til hjemstavnen. For de to ting flyder helt naturligt sammen for Raylan Givens.
Timothy Olyphant er stærk i rollen som Raylan og Walton Goggins er næsten endnu bedre, som ungdomsvennen – og sporadiske ærkefjende – Boyd Crowder. Samtlige 6 sæsoner af Justified, med 13 afsnit i hver, er at finde på Prime Video nu.

Pages: 1 2 3 4 5