theme-sticky-logo-alt

Charlie Sheen forhandler med ny tvserie

Det kan godt være, at Charlie Sheen røg på røv og albuer ud af Two and a Half Men, men stjernen har så mange fans og er så kontroversiel, at hans tilstedeværelse alene kan skabe enorm opmærksomhed – for eksempel omkring en helt ny tvserie.
Og måske primært derfor er Sheen ifølge TMZ.com ganske tæt på et lidt overraskende comeback i en ny komedieserie.
Kilder fortæller TMZ, at Charlie Sheen i øjeblikket forhandler med en ny, endnu hemmelig sitcom, der angiveligt har givet stjernen et stort tilbud for at få ham med i den nye tvserie.
Serien skulle være skrevet mere eller mindre specifikt til Charlie Sheen, og skulle gå direkte ind på sendefladen på et af de store netværk og dermed springe den pilot-afsnit-procedure over, som alle almindelige dødelige skal igennem.
Det har i det hele taget været et turbulent forår for Charlie Sheen, der efter al den meget offentlige ballade med blandt andet ludere, strippere, stoffer, ekskoner og verbalt voldsomme angreb på chefen og netværket endte med fyringen fra Two and a Half Men, hvor han sidenhen er blevet erstattet af Ashton Kutcher.
Men efter den efterfølgende lettere mislykkede stand-up turné ser det altså nu igen ud til, at Sheen skal tilbage på skærmen i en komedieserie.
Det er ikke mange detaljer, der endnu er frigivet omkring Charlie Sheens nye projekt, dog ligger det fast, at Chuck Lorre – manden bag Two and a Half Men, som Sheen havde en temmelig offentlig hanekamp med over længere tid – ikke er involveret i projektet, der skulle få amerikansk premiere allerede i januar 2012.

Forrige historie
Bruce Springsteen gæstestjerne i Glee?
Næste historie
Mad Men stjerne: serien bør snart stoppe
15 49.0138 8.38624 1 0 4000 1 https://www.tvserier.dk 300 0
%d bloggers like this: