Her er det første billede af Mads Mikkelsen som Hannibal Lecter

Nu er der for første gang sluppet billeder ud fra den nye krimiserie Hannibal, der har Mads Mikkelsen i hovedrollen som Dr. Lecter.
Se flere billeder i bunden af artiklen.
Hannibal bliver lavet til den store amerikanske tvstation NBC, og det tyder på serien skal debutere til foråret. Seriens første sæson kommer til at fylde 13 afsnit, og vil dreje sig om en yngre udgave af Hannibal Lecter, altså før han bliver kendt som seriemorder og kannibal.
Ud over Mads Mikkelsen som Hannibal, byder serien på Hugh Dancy i rollen som den unge FBI agent, der bruger Hannibal Lecter som konsulent. FBI-holdets chef skal spilles af  Lawrence Fishburne (The Matrix og CSI: Crime Scene Investigation).

Hannibal før han blev kannibal

Bag kameraet på Hannibal står Brian Fuller, der beskriver tv-udgaven af Hannibal Lecter sådan her:
– Det handler om dengang før han bliver spærret inde, så han er ikke bange for at vise sig frem. Der er faktisk en optimistisk tone og indstilling over vores udgave af Hannibal. Vi fremstiller ham ikke som skurken. Hvis publikum ikke allerede vidste hvem han var, så ville de aldrig se før det var for sent, baseret på vores serie, siger Brian Fuller.
Serien er på den måde baseret på Alfreds Hitchcocks spændingsprincip om at vise publikum bomben med det samme, og så lade dem sidde og svede mens de tænker over hvornår den mon går af.
Billederne fra Hannibal er dukket op på den franske website Le Blog Du Cinéma, og er scannet ind fra et magasin.

En kortere sæson

Normalt varer en sæson af dramaserie på de landsdækkende amerikanske tvstationer 22-23 afsnit, men Hannibals første sæson bliver altså cirka 10 afsnit kortere. De kortere sæsoner er karakteristisk for de meget roste dramaserier på amerikansk kabel tv – serier som Breaking Bad, Mad Men, The Wire, The Walking Dead og vores egen Forbrydelsen. At Hannibal følger samme skabelon tyder på det bliver en mere kondenseret dramaserie, end en klassisk politiserie, som vi kender det fra CSI, NCIS og mange andre.

Mads Mikkelsen som Hannibal Lecter i serien Hannibal

Mads Mikkelsen som Hannibal Lecter, der hjælper FBI med at opklare forbrydelser.


To af de andre hovedrolleindehavere i Hannibal: Lawrence Firhbourne (tv.) og Hugh Dancy.


Bryan Fuller (seriens skaber) og Mads Mikkelsen på Hannibal-settet