Se Pan Am på TV3 – der er så godt som garanti for en hel sæson

Et af de friskere pust i den nye tvsæson har været 60er serien Pan Am, der fortæller historien om crewet på en amerikansk passagerflyver fra selskabet Pan Am i begyndelsen af 1960’erne. Men selvom serien har hentet pæne seertal, har Pan Am endnu ikke fået grønt lys til en hel sæson.
Det ventes at blive lavet om indenfor kort tid.
For den tidligere showrunner fra serien Lie To Me (der er blevet lukket), er angiveligt blevet hyret til at stå i spidsen for anden halvdel af Pan Ams første sæson. Det skriver deadline.com.
For nylig kom det frem, at TV3 har købt retten til at vise Pan Am herhjemme – første afsnit lander 6. november klokken 21.00. TV3 følger altså i fodsporene på kanalen, der viser serien i USA – her sker det også hver søndag aften.
Pan Am bliver vist på den amerikanske tvstation ABC, og havde i begyndelsen stærke seertal. De er faldet en smule på det seneste, og det er kvaliteten af serien sådan set også. Men Pan Am er stadig i kridthuset hos ABC, ikke mindst fordi serien har været nem at sælge reklamer til.
Der er foreløbig bestilt 13 afsnit af Pan Am, og det tal ventes at blive til 22. Pan Am løber godt nok over skærmen søndag aften, men det har vist sig, at mange amerikanere optager serien og ser den på et andet tidspunkt. Det taler også for en forlængelse af sæsonen til 22 afsnit.
Den nye showrunner, Steven Maeda, har tidligere arbejdet på serier som Lost og The X-Files. Han bliver motor på Pan Am, sammen med seriens skaber Jack Orman, og instruktør Thomas Schlamme, der måske er bedst kendt for at have instrueret de fleste af de tidlige afsnit af The West Wing.