30 Rock bagmand klar med ny komedie

Lorne Michaels er til daglig chef for det klassiske sketch-komedieshow Saturday Night Live. Det har han været i over 35 år, men der har også været tid til sideprojekter. Lige nu er han blandt andet producer på Tina Feys komedie 30 Rock, og nu kommer der endnu en serie.
Lorne Michaels nye komedieserie har stadig ikke fået et navn, men der er til gengæld sat navn på de to hovedrolleindehavere. Serien skal handle om nybagte forældre, med en bitter, udearbejdende mor og en hjemmegående husfar.
Mor skal spilles af Christina Applegate, som har et langt tv cv. Du kender hende nok som Al Bundys datter fra Married With Children, men hun har også haft bærende roller i serien Jesse, og senest Samantha Who?
Den hjemmegående far skal spilles af Will Arnett, der slog igennem som narcissistisk rigmandssøn i Arrested Development, og som fra tid til anden også kan ses i 30 Rock. Arnett forsøgte sig sidste efterår med hovedrollen i tvserien Running Wilde, der dog ret hurtigt blev lukket igen.
Før Will Arnett når at debutere i den nye komedie på NBC til efteråret, kan han ses i sæsonfinalen af The Office, hvor jagten på Steve Carrells afløser som verdens bedste chef, spidser til.