30 Rock vil fortsætte med eller uden Alec Baldwin

I maj måned antydede Alec Baldwin, som spiller en af hovedrollerne i komedieserien 30 Rock, at han ikke er interesseret i at fortsætte i serien efter næste sæson.
Dengang sagde Baldwin, at han fokuserer på at gøre sæson seks af 30 Rock færdig, for at han kan begynde at koncentrere sig om hvad han skal lave bagefter. Men 30 Rock vil fortsætte efter sæson seks – med eller uden Alec Baldwin, siger seriens producer Lorne Michaels. Han er også manden bag det legendariske sketch-show Saturday Night Live, der har været på skærmen i 35 år.
– Jeg kan ikke forestille mig at fortsætte showet uden Alec, men jeg kunne heller ikke forestille mig at lave Saturday Night Live uden Chevy Chase, men vi er stadig i luften, siger Michaels.
Han fortæller desuden, at 30 Rocks skaber, Tina Fey, som fik sin start som forfatter og senere skuespiller på Saturday Night Live, har planer om at fortsætte serien efter sæson seks.
– Vi har en fantastisk gruppe mennesker. 30 Rock har masser af liv og vitalitet og vi er alle sammen interesserede i at holde det i live, siger Lorne Michaels til New York Magazine.
En af årsagerne til at Alec Baldwin ikke vil binde sig til flere sæsoner af 30 Rock er angiveligt, at han overvejer at stille op til borgmestervalget i New York.