Amerikansk remake af DR's Forbrydelsen får endnu en sæson

The Killing, som genindspilningen af Forbrydelsen hedder i USA, åbnede til anmelder-roser og store seertal. Men mod slutningen af den netop overståede sæson er serien faret vild i en stak sidehistorier. Det har kostet momentum og masser af seere. Faktisk var det ikke ventet at tvkanalen AMC ville give The Killing endnu en sæson, men det får den altså alligevel.
Heldigvis for The Killing følger en lille flok dedikerede fans med i opklaringen af mordet på Rosie Larsen helt til det sidste, og det har været nok til at give grønt lys til endnu en sæson. Der mangler kun at blive sendt det 13. og sidste afsnit af seriens første sæson.
Men hvor Sofie Gråbøl fik lov at trække i den hvide sweater i anden sæson af Forbrydelsen, er der ingen garantier om at hendes amerikanske modstykke, Mireille Enos, får samme chance.
For på nuværende tidspunkt er det kun seriens hovedforfatter og showrunner, Veena Sud, der er sikret en plads på The Killing 2 – skuespillere og holdet bag er endnu ikke på plads. Og der kan blive vendt en hel del ting på hovedet for at holde serien frisk.
Den amerikanske udgave af forbrydelsen debuterede til over 2,7 millioner betalende seere – et pænt højt tal for en serie på en amerikansk kabel-tv station. Men seriens næstsidste afsnit sluttede med at tabe næsten en million seere – og et markant fald i de pæne ord, der ellers har fulgt serien.
The Killing adskiller sig fra de fleste andre amerikanske politi-dramaer, fordi den  ikke leverer et nyt mord og en ny morder i slutningen af hvert afsnit. Det stiller nogle nye krav fortællingen, og det ser altså ikke ud til at folkene bag The Killing helt har løst den opgave. Derfor kan man forestille sig at der bliver vendt op og ned på nogle ting i sæson to, der efter planen får premiere næste forår.