BBC bekræfter Sherlock sæson 3
Så kan Sherlock-fans verden over godt ånde lettet op.
Rulleteksterne på det sidste af sæson 2’s kun tre afsnit var nemlig kun lige rullet over skærmen, da BBC’s topchefer besluttede sig for at forny serien med endnu en sæson.
BBC har fået stor succes med en moderne udgave af Sir Arthur Conan Doyles legendariske og let maniske privatdetektiv, Sherlock Holmes. Så stor at serien faktisk også har fået sit gennembrud i USA, til trods for to meget korte sæsoner på kun tre afsnit hver.
BBC har længe været meget hemmelighedsfulde omkring seriens fremtid, men nu røber en af skaberne af serien, at der hele tiden har ligget en aftale omkring en tredje sæson af Sherlock.
– Jamen selvfølgelig kommer der da en tredje sæson – det blev besluttet allerede, da vi besluttede at lave nummer to. Snydt!, siger Steven Moffat, der er medskaber af Sherlock-serien, ifølge Deadline.com.
Eneste usikkerhed omkring den tredje sæson af hitserien er dog også en betragtelig en af slagsen, nemlig hovedrolleindehaverne. Siden Sherlock fik debut helt tilbage i 2010 har de to skuespillere Benedict Cumberbatch (Sherlock Holmes) og Martin Freeman (Dr. Watson) nemlig fået noget mere at se til.
Cumberbatch, 35, spiller blandt andet med i Tinker Tailor Soldier Spy, der på dansk har fået titlen Dame Konge Es Spion, samt Steven Spielbergs krigsdrama War Horse.
Freeman, 40, spiller blandt andet hovedrollen i Peter Jacksons længe ventede opfølger til den fantastiske Ringenes Herre-trilogi, Hobbitten. Her spiller Martin Freeman Bilbo Baggins – en rolle han naturligvis gentager Hobbitten 2, der endnu ikke har fået en officiel titel. Benedict Cumberbatch har i øvrigt også en rolle i den stjernebesatte Hobbitten.
Begge de to succesfulde skuespillere har dog tidligere udtalt, at de meget gerne vil lave mere Sherlock, når de får tid til det.
– Jeg er helt sikker på, at han (Benedict Cumberbatch, red.) ville elske at lave en sæson nummer tre. Og så er det vel også lidt usandsynligt, at de vil lave en ny sæson af Sherlock uden Sherlock, lyder det retorisk fra en af Cumberbatch’s agenter ifølge Deadline.com.