BBC og NBC laver amerikansk version af Borgen

De er helt pjattede med dansk drama ‘over there’
Sidste år lavede Fox en amerikansk version af den danske hitserie Forbrydelsen, kaldet The Killing. Nu vil BBC og NBC gentage succesen med det populære DR-drama Borgen.
– Jeg kan bekræfte, at vi har haft en dialog med BBC Worldwide Production om et remake af Borgen, og de fortæller mig, at de er i samtaler med NBC, der gerne vil vise den, siger chef for DR Internationalt salg, Helene Aurø, ifølge dr.dk til DR Kultur.
Helene Aurø understreger dog, at der endnu er meget lang vej til en endelig aftale og at meget derfor kan nå at komme på tværs af en aftale. Men uanset så kommer de amerikanske tv-seere i hvert fald til at stifte bekendtskab med den kvindelige statsminister Birgitte Nyborg (Sidse Babett Knudsen), spindoktor Kasper Juul (Pilou Asbæk) og tv-journalisten Katrine Fønsmark (Birgitte Hjort Sørensen).
Den danske udgave af Borgen er nemlig allerede solgt til amerikansk tv og netværket Link TV, der dermed kommer til at vise Borgen med dansk tale og amerikanske undertekster, hvilket ikke ligefrem er noget, der sker på daglig basis.
Det er dog ikke kun amerikanerne, der har interesse i Borgen. DR har således allerede solgt tvserien til Sydkorea, Storbritannien, Island og Letland, ligesom serien allerede er blevet udgivet på dvd i Holland, Belgien, Luxembourg samt i Tyskland, Schweiz og Østrig.
Foto: (c) DR1