Borgens Sidse Babett: Skal nok ikke være med i den amerikanske remake

Englænderne er vilde med både Sofie Gråbøl fra Forbrydelsen og Sidste Babett Knudsen fra Borgen. Men de engelske tvseere er ikke helt selv klar over hvorfor de danske dramaserier bliver så populære. Og det ved Sidse Babett Knudsen heller ikke.
Men successen har gjort, at amerikanerne har fået øjnene op for danske serier. Forbrydelsen blev til The Killing i USA og nu er en lignende omskrivning af Borgen også i gang.
– Ja, ligesom de gjorde med Forbrydelsen. Det er så svært at forestille sig hvordan de vil gære den amerikansk. Jeg forventer ikke at nogen af os fra den danske udgave får en rolle i den, siger Sidse Babett Knudsen til den engelske avis Evening Standard.
Det er den amerikanske tvkanal NBC, der barsler med en amerikansk udgave af Borgen, og det er Friday Night Lights bagmanden Jason Katims, der står for at amerikanisere plottet.
At danske serier har fået så stor succes i England kommer lige så meget bag på Sidse Babett Knudsen som på englænderne selv. Men når det gælder Borgen, mener Babett det kan handle om den måde begge vores lande bliver regeret på.
– Jeg er blevet overrasket over Borgens succes. Men jeg vil tro en del af det skyldes, at Storbritannien også har en koalitionsregering, og så er figurerne meget genkendelige, siger Sidste Babett Knudsen til Evening Standard.
Når talen falder på rollen som Birgitte Nyborg, lyder det som om, hun er mere end almindelig glad for at spille rollen. Faktisk er der ikke noget hun ville ændre ved karakteren.
– Nej, jeg elsker at hun også laver fejl for vi laver alle sammen fejl som mennesker. Jeg beundrer hendes evne til at handle, siger Babett Knudsen, og fortæller at hun ikke ved hvad hun skal lave nu hvor Borgen-optagelserne er slut.
– Jeg er ved at finde ud af hvad jeg skal lave som det næste. Jeg vil virkelig gerne lave noget komedie, siger Sidse Babett Knudsen.