Breaking Bad spinoff vil få besøg af gamle karakterer

Successen med Breaking Bad har fået Vince Gilligan, der har skrevet store dele af serien, til at lave en spinoff, der skal foregå i samme miljø som Breaking Bad – det er bare advokaten Saul Goodman, der er hovedpersonen.
Better Call Saul, hedder serien foreløbig, og den skal handle om tiden før Saul møder Walter White, og hele den historie som Breaking Bad har fortalt, udfolder sig. Men det betyder åbenbart ikke, at Walter ikke kan være med i serien, lyder det fra Vince Gilligan.

Flere Breaking Bad karakterer kan være med i ny serie

Nogle af de bærende roller i Better Call Saul vil være kendte ansigter – mest af alt naturligvis Bob Odenkirk, der spiller Saul Goodman. Men andre ansigter fra Breaking Bad kan også være med, siger Vince Gilligan til The Hollywood Reporter.
– Personligt vil jeg have svært ved at modstå fristelsen til at putte alle dem vi kender ind i en cameo-rolle fra tid til anden, siger Vince Gilligan og fortæller at både Bryan Cranston or Aaron Paul, der spiller de to bærende roller som Walter og Jesse i Breaking Bad, har udtrykt interesse i at dukke op.

Mere sjov end i Breaking Bad

Vince Gilligan siger også, at selvom Better Call Saul vil have en lettere og mere komisk vinkel end Breaking Bad, så vil han prøve at holde serien i samme stil som Breaking Bad. Han vil selv instruere det første afsnit af serien, skrive med på seriens første sæson og få så mange fra Breaking Bads forfatterhold med som muligt.
– Hvis Breaking Bad var 75 % drama og 25 % komik, så vil Better Call Saul være omvendt, lyder det fra Vince Gilligan, der regner med at serien kan være klar til tv mellem august og oktober 2014.