Charlie Harper genopstår - uden Charlie Sheen
Ja ja, det måtte jo næsten komme.
Efter en sæson med temmelig middelmådige seertal og ratings bliver Charlie Sheens afdøde Two and a Half Men figur Charlie Harper nu igen bragt til live.
På en måde.
Charlie Harper vender nemlig ikke tilbage i sin oprindelige skikkelse, naturligvis, eftersom det ville kræve et samarbejde mellem Chuck Lorre og Charlie Sheen, hvilket vel efterhånden godt kan kaldes utopisk.
I stedet vender Charlie Harper tilbage i skikkelse af Kathy Bates (Titanic, Harry’s Law, The Office), der i et enkelt afsnit skal spille Charlie Harpers spøgelse. Det skriver Tvline.com.
Meget kreativ løsning – mærkelig vil nogen måske endda sige – men det var vel relativt forudsigeligt, at Charlie Harper på en eller anden måde måtte komme i spil igen.
I afsnittet får Alan (Jon Cryer) et mildt hjerteanfald og får i den forbindelse på hospitalet besøg af Charlies spøgelse. Spørgsmålet der står tilbage er vel blot, hvor længe CBS og Warner Bros kan forsvare at holde liv i resterne af den serier, der i flere år var USAs mest sete sitcom.