Charlie Sheen afslører: vi taler om et comeback til 'Men

Den fyrede skuespiller fortæller i et radiointerview, at der har været samtaler omkring mulighederne for at vende tilbage til Two and a Half Men.
Han har hintet imod det flere gange. I aftes gav Charlie Sheen så det hidtil største vink med en vognstang om, at han virkelig gerne vil tilbage til hitserien Two and a Half Men, som han tidligere på året blev fyret fra efter et næsten grotesk forløb, der kulminerede med et voldsomt personligt angreb på seriens skaber, Chuck Lorre.
I et radiointerview med en sportskanal fra Boston, WBZ-FM, sagde Charlie Sheen ifølge deadline.com i aftes, at der allerede er åbnet for snakken om et muligt comeback.
– Der har været møder, men jeg er blevet bedt om ikke at videregive noget, sagde Charlie Sheen.
Det kan dog godt tænkes, at det sagsanlæg på godt og vel 500 millioner kroner, som Charlie Sheen sammen med en række grove beskyldninger i sidste måned sendte efter Warner Bros. TV og Chuck Lorre, kunne være lidt af en dealbreaker i forhold til et comeback. Men ikke desto mindre har Charlie Sheen alligevel undervejs på sin nuværende turne sagt, at han selvfølgelig gerne vil have sit job tilbage. Måske han ligefrem har fortrudt?
– Hvis de havde sagt til mig efter sæson 8, at min opførsel ikke var ok, så havde jeg selvfølgelig accepteret det og tilpasset mig, sagde Sheen også til WBZ-FM.