Chok: McSteamy forlader Grey's Anatomy

Eric Dane, der spiller Doktor Mark “McSteamy” Sloan er færdig med Grey’s Anatomy. Det fortæller skuespilleren, der er ked af at sige farvel.
– Jeg er ekstremt taknemmelig overfor alle fra Grey’s Anatomy og tvstationen ABC for den oplevelse og de minder jeg har fået i min tid på serien. Det har været vidunderligt at arbejde sammen med, og lære fra, en kreativ kraft som Shonda Rhimes, siger Eric Dane til tvline.com.
Skal man tro seriens skaber Shonda Rhimes, har det ikke været nogen nem beslutning for Eric Dane at forlade serien.
– Efter lange overvejelser og mange samtaler har vi i fællesskab fundet frem til, at det her er det rigtige tidspunkt at afslutte hans historie. Vi er en stor familie her på Grey’s Anatomy med en lang fælles historie, og Eric vil forblive en stor del af vores familiem, siger Shonda Rhimes.
Det er dog ikke sikkert, at Eric Dane allerede har haft sin sidste optræden i serien. Det er ventet at han vil vende tilbage i begyndelsen af den nye sæson og sige et ordentligt farvel til Grey’s Anatomy.