Comeback til Roseanne Barr i ny komedieserie

Den altid underholdende og kontroversielle Roseanne Barr er tæt på en aftale med NBC om en rolle i deres kommende tvserie, Are You There, Vodka? It’s Me, Chelsea. Man kan mene om hende, hvad man vil – men kedelig har hun aldrig været.
Efteråret byder på et stort comeback til den amerikanske stand-up-komiker, forfatter og skuespiller Roseanne Barr, der gæsteoptræder i Chelsea Handlers komedieserie, Are You There, Vodka? It’s Me, Chelsea.
Serien er en komedies baseret på Chelsea Handlers (komiker, skuespiller og tv-vært) bog – af samme navn – om sit eget liv. Tvserien får Laura Prepon (That 70’s Show) i hovedrollen som Chelsea Handler. Roseanne Barr skal ifølge Huffingtonpost.com spille Chelseas tante i en række afsnit.
Roseanne Barr startede som stand-up komiker, men fik først sit helt store gennembrud i komedieserien Roseanne, der fra 1988 til 1997 kørte ni sæsoner på ABC. Serien handlede om en helt almindelig arbejderfamilie fra den nedre middelklasse og de problemer, man som mere eller mindre normal familie kommer ud for.
Med i serien spillede blandt andet John Goodman (The Big Lebowski, O Brother Where Art Thou), Sara Gilbert (Big Bang Theory, Skadestuen) og Johnny Galecki (Big Bang Theory, Hancock).
Roseanne var enormt populær og blev belønnet med en række priser, blandt andet vandt Roseanne Barr både en Emmy og en Golden Globe for sin hovedrolle i serien.
Siden seriens afslutning har Roseanne Barr haft mindre tv-roller i blandt andet Alle tiders Barnepige, 3rd Rock From the Sun og My Name is Earl, ligesom hun på en række produktioner har fungeret som enten forfatter eller producer – og så går hun aldrig af vejen for at lange ud efter ‘de etablerede’ og alle tv-verdenens spidser.
Til efteråret får du altså chancen for at opleve hende i Are You There, Vodka? It’s Me, Chelsea.