Dansk premiere på Two and a Half Men med Ashton Kutcher

I aften kan du for første gang på dansk tv se den helt nye sæson af den populære amerikanske komedieserie Two and a Half Men – nu med Ashton Kutcher.
Den alsidige superstjerne erstattede under stort mediepostyr tidligere på året den afskedigede Charlie Sheen i den komedieserie, der i de sidste år har været den mest sete sitcom på amerikansk tv.
Ashton Kutcher spiller Internet-milliardæren Walden Schmidt, der efter at have fået knust sit hjerte forsøger at tage livet af sig selv i det kolde vand. Han dukker i midlertid op ved huset og efter at have mødt Alan (Jon Cryer) ønsker Schmidt at købe Charlies gamle hus. Men det kan du alt sammen se i aftenens to episoder.
Det første afsnit i Two and a Half Men sæson 9 trak ikke mindre end 28 millioner amerikanske seere, hvilket er et helt uhørt højt tal. De første episoder fik masser af amerikanske roser, blandt andet af Charlie Sheen selv, der kaldte selve afsnittet ‘rigtig godt’, Ashton Kutcher ‘forrygende’ og Jon Cryer ‘et forbandet geni’.
Herunder kan du se en promo for den nye sæson, hvor Jon Cryer og Angus T. Jones joker med ‘den nye fyr’ på serien.
Du kan se de første to afsnit af Two and a Half Men sæson 9 fra kl. 21.00 på 3+ i aften.