Dobbelt Oscar-vinder siger ja til Aaron Sorkins nye serie
Aaron Sorkin er ved at samle et spændende hold af skuespillere til sin kommende tvserie, der foregår bag kulisserne på en amerikansk nyhedskanal.
Den seneste til at sige ja til en rolle er Jane Fonda, der nok er lige så kendt for sine fitness-videoer som for skuespilkarrieren. Fonda var fra 1991 til 2001 gift med Ted Turner, der startede nyhedskanalen CNN. Måske er det derfor hun skal spille rollen som mediemogul og ejer af den tvstation hvor serien udspiller sig.
Selvom Jane Fonda skuespil-debuterede i filmen Tall Story i 1960, har hun kun én lille bitte tvserie-rolle på sit CV før Newsroom, som Sorkins serie nu hedder. I begyndelsen var arbejdstitlen More as The Story Develops, så blev det til More as This Story Develops, og nu altså Newsroom.
Jane Fonda har vundet to Oscar-statuetter for bedste kvindelige hovedrolle, det skete i 1971 og 1978.
Ud over Jane Fonda, har Jeff Daniels, Emily Mortimer, Sam Waterston, Olivia Munn og Dev Patel alle sagt ja til roller i Aaron Sorkins Newsroom, som HBO valgte at bestille første sæson af for nogle måneder siden.
Aaron Sorkin har på det seneste fået mange roser for sit manuskript til Brad Pitt-filmen Moneyball.