Elijah Wood og den talende hund

Du kender ham som hobbitten Frodo i Peter Jacksons forrygende og mange gange Oscar-belønnede Ringenes Herre-trilogi.
Nu er den populære skuespiller Elijah Wood imidlertid et helt andet sted i sin karriere. Hans nye tvserie Wilfred har netop fået premiere i USA og Wood elsker sin nye rolle som depressiv og joint-rygende mand, der diskuterer toiletvaner med en talende hund.
Wilfred er en komedieserie om en en ung eks-advokat ved navn Ryan (Elijah Wood), der kæmper hårdt for at finde sin plads i tilværelsen. Og Ryan har det ikke nemt. Hans liv er gået helt i stå, han slås med depression og selvmordstanker og er på vej ned i et dybt hul – lige indtil hans smukke nabo Jenna (Fiona Gubelmann) en dag beder ham passe sin hund, Wilfred.
Men for Ryan er Wilfred ikke bare en hund – han ser ham nemlig som en almindelig person og ikke en hund. For ham er Wilfred en storrygende, rå, vred og ukontrollabel men alligevel ærlig og modig australsk fyr i et billigt hundekostume. Ryan og Wilfred (Jason Gann) bliver hurtigt tætte venner og sammen oplever de en række komiske eventyr med undertoner af livets store eksistensielle spørgsmål, der knytter dem tæt sammen.
Elijah Wood, 30, har siden den massive succes med Ringenes Herre filmene lavet en masse mindre projekter, og det var blandt andet det, han fandt tiltrækkende ved Wilfred.
– Fordi Ringenes Herre stadig fylder så meget i folks bevidsthed, var jeg helt klart interesseret i at lave noget, der var mindre og meget anderledes, siger Elijah Wood til Los Angeles Times.
– Og så var det i øvrigt et af de sjoveste og mest originale manuskripter, jeg nogensinde havde læst, siger Wood, der i øvrigt for en stund vender tilbage til Herredet og rollen som Frodo, når Peter Jackson-filmene om Hobbitten senere på året skal optages.
– Jeg tror ikke, jeg nogensinde har set noget lignende på tv; det er unikt, sort og mærkeligt, fortæller Wood til Los Angeles Times.
Wilfred er baseret på en australsk serie af samme navn, og er konverteret til amerikansk tv af David Zuckerman (Family Guy, American Dad). Jason Gann, der spiller Wilfred, spillede samme rolle i den oprindelige serie.
Wilfred fik amerikansk premiere den 23. juni og er foreløbigt på 12 afsnit.