Enden er nær for Desperate Housewives
Endelig, vil nogen nok sige.
Pokkers, vil endnu flere formentlig mene.
Men nu er det snart slut med de desperate fruer fra Wisteria Lane. Ifølge Deadline.com vil ABC i morgen søndag offentliggøre, at den kommende ottende sæson af den ekstremt populære serie bliver den sidste.
Søndag bliver dermed en trist dag for både de smarte husfruer og de anslåede 120 millioner tv-seere, der på verdensplan følger tvserien.
Deadline.com skriver, at ABC allerede har informeret seriens fire hovedrolleindehavere, Teri Hatcher, Felicity Huffman, Marcia Cross og Eva Longoria, der alle fire er chokerede og meget triste over nyhederne om seriens forestående afslutning.
En forståelig reaktion set i lyset af, at seriens skaber Marc Cherry, fornylig sagde, at man forventede at serien mindst ville køre i to sæsoner endnu og dermed i minimum ni sæsoner i alt. Derfor fik alle fire stjerner også optioner på en niende sæson tilføjet deres kontrakter, da de i løbet af syvende sæson forhandlede en aftale på plads for ottende sæson.
Desperate Housewives har været et kæmpehit siden premieren tilbage i 2004 og er blevet nærmest suverænt populær over den meste af verden. Fra 2006-2010 var serien den mest sete komedieserie overhovedet på verdensplan, i 2010 med gennemsnitligt knap 52 millioner seere pr. afsnit.
Den sidste sæson af den mange gange prisbelønnede dramedy serie får amerikansk premiere den 25. september.