Entourage-stjerne skifter til ny komedie

Entourage, der handler om alle de op og nedture man skal igennem som fetret hollywood filmstjerne, er ved at nå sin ende. Den ottende og sidste sæson løber over skærmen denne sommer på HBO, og derfor er seriens helt store lyspunkt, Kevin Dillon, på udkig efter andet fast arbejde.
I rollen som Johnny Drama er han ikke ligefrem nogen gentleman, men det må vi håbe Dillon er. For det nye job han har fået er hovedrollen i den nye CBS-serie: ‘How To Be A Gentleman’.
Serien bygger på bogen How to Be a Gentleman: A Contemporary Guide to Common Courtesy, og bliver forfattet af David Hornsby, som også skriver serien It’s Always Sunny In Philadelphia.
Adam Chase, der var en af producenterne på Venner, står også bag ‘Gentleman’, som efter planen skal prøves af på det amerikanske publikum til efteråret.
Entourage-fans kan dog lige nå at få de sidste afsnit i historien om Chase-brødrene Vincent og Johnny, og deres Hollywood-eventyr, inden Dillon forlader vennerne i Hollywood. Det er endnu ikke meldt ud hvornår de sidste afsnit ligger klar, men der skulle være tale om en mini-sæson på 6-7 afsnit, som formodentlig bliver vist i løbet af sommeren.