Family Guy bagmand genopfinder The Flintstones
Seth MacFarlane er ved at opbygge sig et animations-imperium. Først kom Family Guy, så American Dad og senest The Cleveland Show. Men MacFarlane er ikke færdig med tegneserier på tv endnu.
For nu kommer der er opdateret version af den klassiske 60’er tegneserie The Flintstones fra samme hånd.
– Det er stadig i det tidlige stadie. Jeg arbejder på en ny version af manuskriptet til første afsnit, sagde Seth MacFarlane på den årlige South by Southwest messe. Det er MacFarlanes plan at fastholde det klassiske Flintstones-look, men opdatere dialog og kulturelle referencer.
– Der er faktisk ikke ret meget ved den gamle serie, der behøver laves om rent visuelt og stilistisk. De opfandt den skabelon vi bruger i animation i dag. Vi vil gerne beholde det mere eller mindre sådan. Men historierne vi vil fortælle bliver mere opdaterede, forklarer Seth MacFarlane.
Dog er der ikke tale om, at The Flintstones bliver en ny omgang Family Guy. Humoren bliver mere afdæmpet.
– Det er en balance. Vi går efter tonen fra The Simpsons midt i 90’erne – du kommer ikke til at høre abort-jokes, forsikrer MacFarlane.
Den originale Flintstones-serie løb over tvskærmene fra 1960 til ’66 og der kom også flere film.