Fox fornyer Family Guy og The Cleveland Show

En af Fox’s helt store serier, Family Guy, er blevet forlænget med en tiende sæson, ligesom der bliver en fjerde sæson til spin-off serien Cleveland Show. Dermed er alle Seth MacFarlanes tre tv shows fornyet.
Der er gode nyheder til de mange fans af Fox’s  populære animations-komedier; Family Guy, The Cleveland Show og American Dad får alle tre en sæson mere.
Du er slet ikke færdig med at grine af hverken familien Griffin, familien Brown eller familien Smith. Til stor begejstring for Kevin Reilly, chef for Fox Entertainment, er det nu lykkedes netværket at få aftaler på plads for nye sæsoner med de tre komedieserier.
– I ni sæsoner har vores seere flækket af grin, er blevet underholdt overrasket og til tider herligt forstyrret af Seth MacFarlanes hjerne – og de bliver ved med at komme tilbage efter mere, siger Kevin Reilly ifølge Deadline.com.
Reilly understreger, at Family Guy og The Cleveland Show er blevet hjørnestenene i søndagsunderholdningen på Fox, hvorfor han naturligvis glæder sig til de nye sæsoner med de animerede familier.
– Vi kan næsten ikke vente med at finde ud af, hvilke eventyr skaberne Seth (MacFarlane, red.), Mike (Henry, red.) og Rich (Appel, red.) sender dem ud på i næste sæson, siger Reilly.