Friends-stjerne laver sitcom ud af klassikeren The Odd Couple

Matthew Perrys seneste sitcom blev lukket men nu arbejder Friends-stjernen på en ny komedie, baseret på en amerikansk klassiker; The Odd Couple.
Matthew Perrys sidste komedie Go On begyndte ellers så fint, men mod sæsonens slutning svigtede seerne, og så endte Friends-stjernens faste job med kun at vare en enkelt tv-sæson.
Men Perry har ikke mistet modet, så nu er han gået i gang med selv at udvikle en komedieserie, som han også skal spille en af de to hovedroller i. Projektet er en opdateret udgave af klassikeren The Odd Couple, der på dansk hedder Hvem Støver Af..?

Matthew Perry piller ved en klassiker med The Odd Couple

The Odd Couple debuterede som et skuespil på Broadway i 1965, men er nok mest kendt fra filmen fra 1968 med Jack Lemmon og Walter Matthau i hovedrollerne som de to bofæller Felix og Oscar. Neil Simons klassiske skuespil kan fra tid til anden også ses på danske teatre.
Fælles for alle de forskellige versioner er, at de handler om to bofæller, der har mere end almindeligt svært ved at enes, fordi den ene roder og er sjusket og den anden er ordentlig og renlig. Matthew Perry tager rollen som sjuskede Oscar Madison, som Walter Matthau gjorde berømt i filmen. Hvem der skal spille renlige Felix er ikke på plads endnu.
Det er planen at The Odd Couple skal have premiere på den amerikanske tvkanal CBS i 2014, og at Matthew Perry skal være med til at skrive serien, der stadig mangler resten af skuespilholdet.

Matthew Perry har lavet masser af tv siden Friends

Matthew Perry har gjort sig i en del tv-serier, siden Friends stoppede. Han var med i nogle afsnit af The West Wing, og The Good Wife, og så har han i to omgange haft sin egen komedieserie; Mr. Sunshine i 2011 og Go On i 2012.

The Odd Couple har været på tv hele to gange før, mest succesfuldt i serien der løb over tv-skærmene i USA fra 1970 til 75. Og det er altså blandt andet de to serier, som Matthew Perry bygger videre på i sin udgave.
Og hvis alt andet fejler, så er det vel bare at ringe til Matt LeBlanc, der spillede Joey i Friends, og få ham med i den anden hovedrolle i The Odd Couple – det er vi nok nogle stykker der give give gode penge for at se!