Fringe-stjerne: Sæson 4 bliver en ny start
Science fiction-serien Fringe var tæt på at blive lukket med udgangen af den netop overståede sæson 3. Men serien, der er skabt af J. J. Abrams, klarede lige nøjagtigt at få grønt lys til fjerde omgang. Derfor er det ikke så mærkeligt, at der går rygter om ret markante forandringer i serien, for at trække flere seere til.
For nylig sagde de to daglige ledere af serien, Jeff Pinkner og Joel Wyman, at det første afsnit i den kommende fjerde sæson vil være som et nyt pilot-afsnit for serien – en frisk start. Og den ide bakker en af seriens stjerner, John Noble op om.
– Vi må udrede noget af vores mytologi en lille smule, give serien en ny start, fra samme sted, siger John Noble.
Sæson tre af Fringe sluttede med at en af hovedpersonerne forsvinder og det er muligt personen slet ikke kommer tilbage i den relancerede udgave af serien. Én ide er at genfortælle nogle af de historier der allerede har været fortalt.
– Vi må genfortælle noget af historien, jeg er sikker på forfatterne mener de skal genfortælle historien fra en anden vinkel. Men jeg venter på det første manuskript og så må vi se hvad der sker, siger John Noble.
Fringe følger den geniale men også sindssyge videnskabsmand Walter Bishop (John Noble) og hans søn Peter (Joshua Jackson) i deres forsøg på at hjælpe FBI med at opklare mystisk forbrydelser. Agenten Olivia Dunham (Anna Torv) er deres nærmeste samarbejdspartner, og det viser sig hurtigt, at der er flere dimensioner mellem himmel og jord end almindelige dødelige let kan forstå.
Fringe var som sagt tæt på at blive lukket efter 3. sæson, men serien er blevet fornyet og vender tilbage til efteråret med nye afsnit.