Glee og The Pacific debuterer på DR HD

Glee handler om det kiksede skolekor på McKinley High School. De unge sangstjerner øver sig på tidens største hits og blæser med jævne mellemrum dørene af auditorier og gymnastiksale, i jagten på at komme til den nationale konkurrence for skolekor.
Glee har allerede haft masser af stjerner på besøg; Gwyneth Paltrow, Josh Groban, Britney Spears og Neil Patrick Harris, har alle fået lov at give prøver på deres sangtalenter sammen med koret.
Serien er i sin anden sæson i USA og nu kommer Glee også til Danmark. Endda i HD. Fra sødag den 20. februar kan du stifte bekendtskab med den brogede kor-flok på DR HD.
Er du mere til action, broderskab og eksplosioner, skal du ikke rode efter remoten. For DR begynder også at sende Steven Spileberg og Tom Hanks nyeste soldaterserie The Pacific – og det foregår også på DR HD.
Hanks og Spielberg havde stor succes med deres miniserie om soldaterkammeraterne fra Easy Company under anden verdenskrig, i serien Band of Brothers. Nu er de to Hollywood-legender tilbage med en ny omgang, der fortsat foregår under 2. Verdenskrig. Denne gang foregår det hele bare under varmere himmelstrøg i stillehavsregionen, umiddelbart efter Japanerne bombede Pearl Harbour.
The Pacific vandt 8 Emmy’er da den havde premiere i USA og har overtaget titlen som den dyreste miniserie nogensinde fra netop Band Of Brothers.
Kort fortalt følger serien en håndfuld soldater, der går i land på den Japansk-besatte ø Guadalcanal, otte måneder efter angrebet på Pearl Harbour. Og så er der ellers smæk for skillingen i 10 afsnit.
Det hele sker altså på DR HD hver søndag. Glee varmer op klokken 21.00 og 21.50 er der The Pacific.