Grønt lys: Tom Hanks får flere hundrede millioner til tvserien American Gods

Den engelske forfatter Neil Gaiman udgav for 10 år siden romanen American Gods. Nu har filmstjernen Tom Hanks fået HBO med på at lave bogen som tvserie -og  det bliver en rigtig dyr fornøjelse.
Sjældent bliver det meldt klart ud hvor længe en tvserie skal vare. Som regel prøver tvstationerne bare at holde liv i en succes så længe som muligt. Sådan er det ikke når Tom Hanks tager fat på American Gods.
Serien skal efter planen vare seks sæsoner, der hver skal have 10-13 afsnit. De første estimater tyder på, at hver sæson kommer til at koste knap 40 millioner dollars – cirka 208 millioner danske kroner. Regningen ender altså nord for 1,2 milliarder danske kroner for hele dynen. Men så bliver der også smæk for skillingen, hvis man skal tro Tom Hanks partner i produktionen, Gary Goetzman.
– Der er nogle vilde ting i den bog. Vi kommer nok til at lave flere effekter i den serie, end der nogensinde er lavet før, siger Goetzman om American Gods til thr.com.
Tom Hanks har fået Neil Gaiman med som skribent og producer på American Gods, så der skulle være sikring for at den oprindelige vision fra bogen bliver vedligeholdt.
Er man gud hvis ingen tror på én?
Bogens centrale princip er, at guder og mytiske væsner findes, simpelthen fordi mennesker tror på dem. I takt med at vi er blevet fokuserede på medierne, kendte personer, stoffer og teknologi, er de traditionelle guder forsvundet og nye er opstået.
American Gods handler om manden Shadow, der bliver løsladt fra fængsel et par dage før tid, fordi hans kone bliver dræbt i en bilulykke. Shadow tager efter begravelsen et job som bodyguard for en skummel person, der langsomt viser sig at være en inkarnation af den nordiske gud Odin.
Shadow skal beskytte Odin på hans rejser rundt i USA for at møde særlige kolleger og udsædvanlige samarbejdspartnere. Sammen står de midt i en kamp mellem de klassiske gamle guder som et fåtal tror på, og de moderne guder, der bliver drevet af vores glæde ved overfladiske ting.
Det er meningen af American Gods skal have premiere i 2013 og der er stadig ikke noget nyt om hvem, der kan være i spil til de forskellige roller. Men med Tom Hanks, der lavede Band of Brothers og The Pacific, bag kameraet, er der nok mange interesserede skuespillere derude.