Grønt lys til ny serie baseret på kultfilmen Zombieland

Zombieland blev et overraskende hit i biografierne i 2009 og lige siden har folkene bag arbejdet på en 2’er. Men den ide har vist sig svær at realisere, så derfor er der nu i stedet givet grønt lys til at lave en tvserie, baseret på filmen.
I filmen fulgte vi Jesse Eisenberg, Emma Stone, Abigain Breslin og Woody Harrelson i deres kamp for at undvige og jævnligt smadre zombier i jagten på et nyt sted at kalde for hjem. Til forskel fra fx The Walking Dead universet, er Zombieland mindre dystert og en hel del sjovere.
Successen som The Walking Dead har haft har nok hjulpet med at gøre Zombieland interessant som serie, men serien er alligevel ikke landet hos en af de store, etablerede tvstationer i USA. Det er bliver i stedet internetgiganten Amazon, der skal producere serien, og som vil vise den på sin egen streaming-tjeneste.
Amazon har bestilt et pilotafsnit af Zombieland, og det er så meningen at seerne får lov at se første afsnit gratis og så stemme på om den skal sættes i produktion.
– Zombieland vil gå efter at bryde reglerne ved at give action, spænding, gys og grin alt sammen på en halv time. Zombieland er en fanfavorit og vi kan ikke vente med at se hvor historien tager os med hen i et serieopdelt univers, lyder det fra Amazon.
De første skuespillere til Zombieland serien er fundet, men der er tale om relativt ukendte navne. Kirk Ward, fra filmen The Island skal spille Woody Harrelsons rolle som Tallahassee. Maiara Walsh, der en periode var med i Desperate Housewives, skal spille Emma Stones rolle som Wichita og Tyler Ross tager Jesse Eisenbergs rolle som Columbus.
Amazon har 5 andre, nye komedier på bedding, og for dem alle gælder det, at første afsnit skal være gratis, hvorefter seerne kan stemme på om de synes serierne skal produceres – og så altså kun være tilgængelig hos Amazon.