Harry Potter stjerne får hovedrollen i Inception tv-serie
En af de helt store billetsælgere i biograferne sidste år var thrilleren Inception. Og nu er der drømme-action på vej til tv-skærmen.
Leonardo DiCaprio og co. solgte biografbilletter for over 800 millioner dollars sidste år med Inception. Så det er måske ikke så mærkeligt, at en Inception-inspireret tv-thriller også er på vej.
Den nye serie kommer til at hedde REM – forkortelse for Rapid Eye Movement, eller en tilstand man er i når man sover. Serien REM kommer til at handle om en politimand, der vågner op efter et uheld, og opdager at han lever i to forskellige virkeligheder.
Hovedrollen skal spilles af Jason Isaacs, der måske er bedst kendt herhjemme som Lucius Malfoy fra Harry Potter-filmene. Han har også spillet en større rolle i serien Brotherhood og blandt andet haft en lille rolle i HBO-komedien Entourage.