Hell On Wheels får en sæson mere
AMC har forlænget det historiske drama Hell On Wheels med endnu en sæson, seriens anden.
Det skriver Deadline.com.
Dramaserien, der foregår umiddelbart efter afslutningen på den amerikanske borgerkrig for godt 150 år siden, har i sin debutsæson imponeret både tvseere og ditto kritikere, og har med gennemsnitligt 3,2 millioner seere været AMC’s næstmest sete tvserie efter hittet The Walking Dead.
Hell On Wheels handler om sydstats-soldat Cullen Bohannon (Anson Mount), der efter krigens afslutning drager ud på et personligt hævntogt for at at finde de nordstats-soldater, der slog hans kone ihjel.
Hans vendetta sender ham vestpå og ud i det nye samfund, der er ved at bygge jernbanen hen over prærien. Et lovløst og farligt område, der som en hel lille by følger de mange jernbanearbejdere, der knoklede for at bygge hvad der dengang var et ufatteligt stykke ingeniør-arbejde.
Seriens fokus på hvad amerikanske medier betegner som skabelsen af den amerikanske civilisation, har fanget de amerikanske tvseere, der altså nu kan glæde sig over endnu en sæson af den barske og dog realistiske Wild West serie.