Homeland-bagmænd laver ny FBI serie
Serien Homeland har kun lige taget hul på sin anden sæson. Alligevel har serien i to omgange vundet Emmy-priser og fået prædikatet som Præsident Obamas yndlingsserie.
Det har åbnet døren for Homelands showrunnere, altså dem der i hverdagen producerer seriens afsnit. For de har nu solgt en ny FBI serie til den amerikanske tvkanal CBS.
Den nye FBI serie hedder Anatomy of Violence, og er skabt af Howard Gordon og Alex Gansa. Anatomy of Violence er baseret på bogen The Anatomy of Violence: The Biological Roots of Crime, skriver deadline.com.
Ligesom Homeland, skal Anatomy of Violence have en kvindelig agent i hovedrollen. I serien får hun hjælp til at opklare sager fra en mystisk psykiater, med hvem hun har en ukendt forbindelse. I Homeland spiller Claire Danes den kvindelige hovedrolle, og Damian Lewis hendes mandlige modstykke.
Det er tvkanalen CBS, der har købt rettighederne til Anatomy of Violence. CBS ejer også kabelkanalen Showtime, der viser Homeland, så den nye serie bliver i familien.
De to Homeland-veteraner Howard Gordon og Alex Gansa skriver manuskriptet til det første afsnit, men der er stadig ikke fundet skuespillere til seriens roller.