Hugh Grant tæt på at afløse Charlie Sheen på Two and a Half Men

Den britiske skuespiller Hugh Grant var dybt inde i forhandlingerne med CBS om at overtage Charlie Sheens rolle i Two and a Half Men, da han fik kolde fødder. Læs her hvorfor.
Lige siden skandaleombruste Charlie Sheen blev fyret fra Two and a Half Men, har rygterne svirret i medierne: kommer Sheen tilbage til serien, bliver den helt lukket eller kommer der en afløser for Charlie Sheen?
Der har været mange friske bud på rollen som den nye Charlie Harper, blandt andet Woody Harrelson (Sams Bar), John Stamos (Hænderne Fulde), Rob Lowe (The West Wing) og Jeremy Piven (Entourage). Senest er det dog, lidt overraskende, den 50-årige britiske skuespiller Hugh Grant (Notting Hill, About a Boy, Fire Bryllupper og en Begravelse), der har været i mediernes søgelys til rollen – og det var ikke uden grund.
Det er i dag nemlig kommet frem, at chefen for CBS, Les Moonves, sammen med direktøren for CBS Entertainment Nina Tassler har forhandlet med Grant i de sidste uger – og det var angiveligt meget tæt på en underskrift, da Hugh Grant uventet trak sig fra aftalen.
Ifølge Deadline.com har parterne holdt en række møder de seneste uger, hvor man har drøftet mulighederne for at lade serien køre videre med Grant i den ledende rolle. En anonym kilde tæt på produktionen af USAs mest populære komedieserie siger til deadline.com, at det ikke var pengene, der fik Hugh Grant til at trække sig, men kreative uoverensstemmelser og det faktum, at han simpelthen derfor ikke kunne vænne sig til at arbejde på den specielle måde, som det kræver at arbejde på en serie.

Det er endnu uvist, hvem der skal have Charlie Sheens plads i sofaen i Two and a Half Men.


Deadline.com skriver videre, at CBS tilbød Hugh Grant ikke mindre end 1 million dollars per episode af Two and a Half Men, hvilket samlet set kunne gå hen og blive en fornuftig forretning, hvis aftalen – som det var forventet og planlagt – havde forlænget seriens levetid med yderligere tre-fire sæsoner.
Efter Grants exit fra kontraktforhandlingerne arbejder CBS derfor benhårdt videre mod at finde Charlie Sheens afløser i en fart, så de kan være klar med en erstatning, når CBS i næste uge skal præsentere netværkets fremtidsplaner for deres største annoncører.
– Og når man i den situation sidder med Amerikas mest populære komedieserie, der er sat på stand-by på grund af en manglende hovedrolle, så er der god grund til at skynde sig!