Jennifer Garner arbejder på ny komedieserie

Jennifer Garner slog for alvor sit navn fast i den højspændte spion-serie Alias, hvor hun i fem sæsoner spillede Sydney Bristow: Hemmelig agent. Efter serien tabte pusten, havde Garner alligevel fået nok vind i sejlene til at få en mellemstor filmkarriere ud af anstrengelserne.
Hun var med i blandt andre indie-hittet Juno, Superheltefilmen Daredevil og den romantiske komedie ’13 snart 30′. Men nu er Garner på vej tilbage til tv – endda til samme tvstation, der viste Alias fra 2001- 2005.
For det er hos kanalen ABC, at Garner er begyndt at arbejde på serien Cartoon Marriage, som det ventes, at hun også skal producere.
Cartoon Marriage er baseret på en bog af to tegneserieforfattere, og handler om deres forskellige perspektiv på det at være gift, skriver Deadline.com.
Serien er stadig i det tidlige udviklingsstadie, men ABC har købt rettighederne og det er Garners produktionsselskab, Vandalia Films, der står bag udviklingen af projektet.
ABC har en hel masse projekter under udarbejdelse, fra en komedie om et gammelt 90’er pigeband, der finder sammen efter mange år og prøver at få succes, til en moderne genfortælling af historien om Dr. Jekyll og Mr Hyde.
Cartoon Marriage kommer nok tidligst på skærmen næste efterår.