Jeremy Clarkson truer med at forlade bilshowet Top Gear
Den bramfrie og meget åbenmundede tv-vært Jeremy Clarkson er ikke bange for at lægge sig ud med nogen. Heller ikke arbejdsgiveren BBC. For den britiske pendant til DR er i fuld gang med at flytte tvproduktion væk fra London og ud i resten af landet – herunder til Manchester-forstaden Salford. Men hvis Top Gear skal samme vej, bliver det uden den bærende vært.
I sin ugentlige klumme i avisen The Sunday Times skriver Clarkson, at han hellere siger op end flytter med til Salford og tilføjer:
– Salford er en lille forstad, der ikke kan tilbyde andet end en Starbucks kaffeshop og en kanal med ænder i. Desuden ville vi være nødt til at ansætte folk fra Salford. Folk der er født der og som siger ‘ja, jeg kan godt lide det her, jeg kan ikke se nogen grund til at rejse nogen steder’. I tv-verdenen ville det være et reelt handicap og vi ville ende med at lave juleprogrammer fra den lokale pub eller det lokale shoppingcenter, tordner Clarkson.
BBC har endnu ikke meldt ud hvor fremtiden for Top Gear ligger. Men den klassiske soap-opera Eastenders flytter angiveligt produktionen til Manchester-forstaden sammen med morgenshowet BBC Breakfast og BBC Sport, der også får nye lokaler i et nyt mediehus, der får DR byen til at ligne en gammel lade. De to andre værter fra Top Gear, James May og Richard Hammond, har endnu ikke meldt ud om de vil blive på programmet hvis BBC vil flytte produktionen nord på.
BBC vil sørge for at halvdelen af stationens produktion af tv skal foregå udenfor London om fem år. Det er en del af den proces der sender flere af stationens programmer til det nybyggede mega-mediehus, MediaCity, uden for Manchester.