Kort nyt: Tyra Banks, Alcatraz, Firefly

Dagens korte nyheder:
Tyra Banks laver selvbiografisk komedieserie
Den amerikanske supermodel, talkshowvært og tv-stjerne Tyra Banks arbejder lige nu på en helt ny komedieserie – om sig selv.
Ifølge Tvguide.com skriver stjernen på en ny serie til ABC, der skal handle om hendes akavede teenageår inden hun blev megastar. Serien har fået arbejdstitlen Fivehead, døbt efter hendes relativt store pande.
Tyra Banks skal udvikle og skrive serien sammen med sin barndomskammerat Kenya Barris, der tidligere har arbejdet på America’s Next Top Model.
Alcatraz – ny ude på DVD
Det startede så lovende – og sluttede 13 afsnit senere med et knald. Serien Alcatraz med Sarah Jones, Jorge Garcia og Sam O’Neill fik sidste år en rigtig spændende og lovende start, men efter ganske få afsnit var seerne væk fra dramaet om det mytiske fængsel, Alcatraz.
Nu prøver Warner Bros. at puste nyt liv i serien om de tilbagevendende fanger fra 1963 ved at udgive de 13 afsnit, der udgør hele serien, på DVD. Her får du blandt andet slettede scener, men det der gør DVD’en lidt mere interessant, er en lille dokumentar, hvor man kommer med på settet.
Folkene bag serien byggede nemlig en tro kopi af det legendariske fængsel i Vancouver, hvor meget af serien er optaget. Og med skuespillernes egne ord er settet så godt, at de ind imellem glemte, at de ikke var i det rigtige fængsel ud for San Francisco.
Se videoen herunder og bedøm selv:

Firefly genforening på Comic-Con
Den store Comic-Con konference i New York byder i anledning af 10 års jubilæet for kultserien Firefly på en genforening af skuespillerne. Serien, der havde Nathan Fillion (Castle, To fyre en pige og et pizzaria) i hovedrollen, har stadig mange fans verden over, der fortsat håber på mere Firefly.
I anledning af jubilæet har Science Channel sat skuespillerholdet sammen til en snak om serien og de mange forskellige aspekter af både roller og historier.
Se et klip fra den snak herunder – og glæd dig til den en time lange dokumentar, der får amerikansk premiere i november måned.