Luke Skywalker og The Matrix stjerne kaster sig over Chuck

Spionkomedien Chuck får prominent selskab når det går løs med seriens sidste sæson!
For allerede i det første afsnit skal Chuck op mod selveste Luke Skywalker, når Mark Hamill skal spille skurk. Den rolle er dog kun tiltænkt det første afsnit – derfor ser vi nok ikke alt for meget til helten fra de tre tidligste Star Wars film. Hele resten af sæsonen stempler Carrie-Anne Moss til gengæld ind for at lave ravage i serien! Moss spillede en af hovedrollerne som Trinity, i de tre film om The Matrix.
Det er meningen af Carrie-Anne Moss skal spille Gertrude Verbanski, der er chefen for sikkerhedsfirmaet Verbanski Corp. som igen er den skarpeste konkurrent til vores helt Chucks nye firma, Carmichael Industries.
I korte træk handler serien Chuck om en ret almindelig ung fyr, der arbejder som computertekniker i en amerikansk pendant til Elgiganten, hvor han løser kundernes computerproblemer. En dag bliver han rodet ind i en spion-affære og ved en fejltagelse bliver hans hjerne fyldt med en masse statslige hemmeligheder og oplysninger, som gør ham til superspion på en nat.
Serien Chuck har flere gange været på kanten af aflysning, fordi den har haft svært ved at finde et tilpas stort publikum blandt de amerikanske tvseere. Men hver gang overlevede Chuck og nu får Zachary Levi (som spiller Chuck), Yvonne Strahovski (Sarah), Adam Baldwin (Casey) og alle de andre personer lov at afslutte serien, som har fået en sidste sæson. Og det er altså her Carrie-Anne Moss kommer ind i billedet.
Rollen som Moss skal spille er selv eks spion og en potentiel kæreste til Chucks hårdføre samarbejdspartner Casey – det vil blive udforsket i løbet af den sidste sæson af Chuck.
Fordi folkene bag Chuck allerede nu ved, at serien skal lukke efter denne sæson, kan de planlægge en storslået finale. Og skaberen af serien, Chris Fedak, har for længst meldt ud, at fans kan vente sig et brag af en afslutning på serien til næste forår. I hvert fald varmer Chuck-holdet godt op til afslutningen med spændende gæstestjerner!