Mad Men chef: Tvstationen synes ikke Jon Hamm var sexet nok

Da Matthew Weiner var færdig som forfatter på serien The Sopranos og gik i gang med Mad Men, skulle han finde sin nye stjerne. Rollen som Don Draper havde massere af bejlere i Hollywood, og én ting var vigtig: Sexappeal.
Og det havde Jon Hamm ikke, mente tvcheferne på kanalen AMC. Derfor måtte han komme til audition hele 7 gange før han endelig landede rollen som 60’ernes reklameguru i New York.
Det fortæller Matthew Weiner i et nyt afsnit af serien Inside The Actors Studio, hvor kendte skuespillere og instruktører kommer forbi og fortæller om deres arbejde.
– Efter en audition, en af de i alt 7 auditions, sagde én, at han slet ikke er sexet nok, fortæller Weiner.
Men det lykkedes altså Jon Hamm at overbevise om at han var den rette til rollen. For Mad Men er i gang med sin femte sæson, og er mere populær end nogensinde. Serie satte seerrekord da sæson 5 debuterede, men selvom Hamm har spillet rollen som Don Draper i fem år, er han stadig ikke kommet overens med beskrivelsen sexsymbol.
– Hvis nogen giver dig det prædikat, så fint nok, men jeg tager det med et gran salt og et smil. Jeg er ingen Ryan Gosling, og det er fint, jeg aspirerer ikke til at blive det, fortæller den 41-årige stjerne til Esquire Magazine.