Mad Men stjerne: serien bør snart stoppe

Jon Hamm, der spiller hovedrollen i Mad Men som reklamechefen Don Draper, peger ikke fingre af nogen i forbindelse med forårets tumult omkring seriens fremtid.
Tvært imod mener han, at folkene bag Mad Men ville gøre klogt i at stoppe serien, mens den er på toppen.
Omkring den meget omtalte forsinkelse af den femte sæson mener Jon Hamm, at det er ganske naturligt, at ting tager tid, når der er så store kræfter (og så mange penge) på spil, som det er tilfældet med den meget anmelderroste tvserie Mad Men.
I et interview med BBC fortæller Hamm derfor, at han ikke bebrejder nogen forsinkelsen.
– Det er ikke rigtig nogens fejl; det handlede om netværket og studiet. Og når milliardærer slås, så tager det som regel lidt længere tid, end når almindelige mennesker gør, siger Jon Hamm og uddyber:
– Showet har tiltrukket sig enorm opmærksomhed og er rigtig mange penge værd på verdensplan lige nu. Det ved de selvfølgelig alle sammen, så det er det, de slås om. Bevares, det er vel det selskaber gør, siger Jon Hamm.
[poll id=”1″ type=”result”]
 
Vi bør stoppe efter syvende sæson
Skuespilleren, som du tidligere har set i blandt andet The A-Team og The Town, fortæller i interviewet, som du kan læse her, at han synes, at Mad Men skal slutte efter de planlagte tre sæsoner mere, som serien fik tidligere på året.
– Jeg synes, at den skal stoppe der. Alting skal jo stoppe. Jeg var for eksempel kæmpe fan af The Office (den engelske udgave, red.), fordi de formåede at stoppe, mens serien var på toppen, siger Jon Hamm.
Optagelserne til den kommende femte sæson af Mad Men starter henover sommeren, og Jon Hamm skal i øvrigt instruere det første afsnit. De første episoder af femte sæson vises på amerikansk tv i foråret 2012.