Matthew McConaughey og Woody Harrelson skal jage seriemorder

De to store filmstjerner Matthew McConaughey og Woody Harrelson har takket ja til hovedrollerne den nye politiserie True Detectives, som lige nu er under udvikling.
McConaughey og Harrelson skal spille politimændene Rust Cohle og Martin Hart, hvis liv bliver bundet sammen i deres fælles jagt på en seriemorder i New Orleans. Mordene går helt tilbage til 1995, og de to politimænd leder efter morderen i årevis, men må til sidst give op – indtil den uopklarede sag bliver genåbnet i 2012.
Første sæson af True Detectives følger forbrydelsen i alle 17 år, og det er planen at sagen, i bedste Forbrydelsen-stil, skal afsluttes med udgangen af sæsonen. Det skriver Deadline.com.
De to første afsnit af True Detectives er allerede skrevet,og instruktøren Cary Fukunaga har sagt ja til at stå bag kameraet i alle 8 afsnit. True Detectives bliver skrevet af Nic Pollazo, der også har været med til at skrive den amerikanske udgave af Forbrydelsen, The Killing.
Det er meningen, at efterfølgende sæsoner af True Detectives skal følge samme model, men med andre figurer og måske også med andre skuespillere. Foreløbig har Matthew McConaughey og Woody Harrelson sagt ja til den første sæson.
De to gode venner har før spillet sammen i to film; Ed Tv og Surfer, Dude. For Matthew McConaughey vil True Detectives være det første, faste tv-job mens Woody Harrelson vender tilbage til tv, hvor han fik sit gennembrud i komedieserien Sams Bar.