Matthew Perry er Mr. Sunshine
Figuren hedder noget andet. Han er blevet lidt ældre og historien foregår et andet sted. Men Matthew Perry har masser af Chandler i behold, i den nye sitcom Mr. Sunshine, der lige nu løber over de amerikanske tv-skærme.
Mr. Sunshine er historien om en midaldrende mand, der bestyrer en sports og musik-arena i San Diego. Med hvad det fører med sig af forviklinger. Blandt andet er hans sukkersøde assistent vist nok dømt for et brandattentat, og hans kæreste vil hellere være sammen med en pensioneret basketball-stjerne. Kort sagt, der er masser at være neurotisk over, for Ben, som Perrys spiller i tvserien.
På rollelisten er også Allison Janney (The West Wing), der spiller ejeren af arenaen, og James Lesure (Las Vegas) spiller den altid positive Alonzo, der er den diametrale modsætning til Perrys rolle. Andrea Anders spiller Perrys kæreste, og det er ikke første gang hun gør det over for en tidligere Venner-stjerne. Hun spillede Matt LeBlancs kæreste i serien Joey, hvor LeBlanc desperat forsøgte at holde liv i sin figur fra Venner.
Matthew Perry har selv fundet på Mr. Sunshine, som han både skriver dele af og producerer. Projektet markerer et comeback til tv for den tidligere Venner-stjerne, siden Studio 60 On The Sunset Strip blev hevet af programmet i 2007 efter en enkelt sæson.
Med undtagelse af Jennifer Aniston, har Venner-slænget haft svært ved rigtig at få gang i filmkarriererne, men nu har både Matt LeBlanc, Courtney Cox og altså Matthew Perry deres egne tvserier.