Monty Python genforenes i ny film

For snart en menneskealder siden fik de seks britiske komikere i gruppen Monty Python deres helt store gennembrud med deres nærmest surrealistiske og ekstremt underholdende tvserie, sketchshowet Monty Python’s Flying Circus.
43 år efter Graham Chapman, John Cleese, Michael Palin, Eric Idle, Terry Jones og Terry Gilliam første gang optrådte på BBC, forenes de nu fem resterende medlemmer (Graham Chapman døde af kræft i 1989) nu for at indspille endnu en film. Det bekræfter Terry Jones overfor BBC.
– Det er ikke en Monty Python-film, som dem vi lavede i 1970’erne, men den har bestemt det samme feel, som de havde dengang, siger Terry Jones og fortæller, at Cleese, Palin, Gilliam og han selv har sagt ja tak, og at de håber og forventer, at også Eric Idle vil være med i projektet.
Sidste gang de fem medlemmer af den ikoniske komediegruppe var samlet og optrådte sammen, var i 1998 ved Aspen Comedy Festival. Men Terry Jones fortæller til BBC, at de fem faktisk ikke længere kommer så godt ud af det sammen, som de gjorde engang.

Seks unge komikere, der i 1969 brød igennem med tvserien Monty Python's Flying Circus på BBC.


– Det kan aldrig blive det samme, som det var engang. Vi kommer faktisk ikke så godt overens tidligere. Altså vi kan mødes og spise sammen og sådan, men reelt kreativt arbejde, det tror jeg ikke, siger Terry Jones.
I den kommende film, der i øvrigt er skrevet af blandt andet Terry Jones, der også skal instruere den, er de dog indtil videre blevet enige om at arbejde sammen.
I filmen, der er en 3D animationsfilm, skal Cleese, Palin, Gilliam, Jones selv og forhåbentlig Idle lægge stemmer til en gruppe aliens, der tildeler et menneske helt ufattelige kræfter, hvilket på mere eller mindre traditionel Monty Python-vis fører til alle mulige og umulige former for rod,  kaos og generel uorden.
Skuespilleren Robin Williams har også en rolle i filmen, også en skæv en af slagsen. Williams skal nemlig lægge stemme til en talende hund ved navn Dennis.
Faktisk lægger John Cleese, Michael Palin, Terry Gilliam og Terry Jones også stemmer til endnu en 3D animeret film. Denne film er baseret på afdøde Graham Chapmans erindringer og forventes at få premiere senere på året. Meget sigende for forholdet de fem resterende imellem, så afslog Eric Idle at være med i projektet.