Neil Patrick Harris: Nej til American Idol, ja til mere How I Met Your Mother

Efter næste sæson af How I Met Your Mother udløber Neil Patrick Harris kontrakt. Neil Patrick Harris spiller Barney, en af de helt centrale figurer i komedieserien, og nu siger han, at han gerne vil lave flere afsnit end den nuværende kontrakt lyder på.
– Vi har kontrakt på én sæson mere. Kontrakten lyder på otte år og det her er vores syvende. Vi laver én sæson mere og så må vi se. Jeg vil gerne lave flere afsnit, det her er et fantastisk job, siger Neil Patrick Harris til Access Hollywood Live.
I løbet af denne uge kom det også frem, at Neil Patrick Harris angiveligt er i spil som vært på et af de mest sete amerikanske tvprogrammer, talentshowet American Idol. Men selv et tilbud om at erstatte den nuværende vært Ryan Seacrest, kan ikke lokke ham væk fra How I Met Your Mother.
– Jeg læste det selv online, altså at jeg var i spil til at afløse Ryan Seacrest. Det er et job jeg slet ikke vil have, siger Neil Patrick Harris.
Pengene står ikke i vejen for mere How I Met Your Mother
I stedet kan vi glæde os til meget mere Barney i How I Met Your Mother. For Neil Patrick Harris tror ikke der vil være problemer med at forlænge kontrakterne med hovedrolleindehaverne i den populære serie. De fem centrale skuespillere i serien har alle kontraktudløb efter næste sæson.
– Vi har ligesom alle sammen gang i ting ved siden af. Jeg vil tro at Jason Segel (der spiller Marshall i serien, red.)  allerede tjener en fantasillion fordi han er en stor filmstjerne. Vi er bare super glade for at How I Met Your Mother er så populær som nogensinde. Vi elsker den serie og vi har det virkelig godt sammen, forklarer Neil Patrick Harris.