Ny kvinde-udgave af Californication på vej

Californication, der fortæller historien om den hedonistiske forfatter Hank Moody er fortsat populær. Serien er netop blevet forlænget med endnu en sæson – seriens sjette – der kommer efter sommerferien.
Og nu er der også planer om at lave en spin-off serie med udgangspunkt i Californication – denne gang med en kvinde i centrum. Det fortæller Californication-skaber Tom Kapinos til Entertainment Weekly.
Det er meningen at den nye serie skal handle om en ung kvinde ved navn Faith, som Hank Moody løber ind i, i den kommende Californication-sæson. Der skal Faith-figuren være med i ni afsnit, hvorefter der altså er mulighed for at give hende sin egen serie.
Men meget afhænger af at finde den rigtige skuespillerinde til rollen som Faith og hun er ikke fundet endnu. Rollen bliver beskrevet som en katolsk skolepige, der vælger at blive groupie.
Californication debuterede på tvkanalen Showtime i 2007 og handler om den talentfulde New York-forfatter Hank Moody, der flytter til Los Angeles og prøver at overkomme sin alvorlige skriveblokering med sprut, stoffer og masser af kvinder. Moody bliver spillet af David Duchovny, der mens han har spillet rollen, selv har været på klinik for afvænning for sex-afhængighed. Madeline Zima, Evan Handler og Natascha McElhone er også med i Californication.