Ny sæson af Arrested Development på vej
Så er der for alvor gode nyheder for fans af komedieserien Arrested Development!
Lige siden Arrested Development blev lukket ned i 2006 har der verseret mere eller mindre bekræftede rygter om, at den legendariske tvserie ville vende tilbage i film-format – og det skal også nok ske før eller siden.
Men nu er der måske endnu mere at glæde sig til.
Seriens skaber, Mitch Hurwitz, har nemlig til The New Yorker Festival i går sagt, at han ønsker at lave en minisæson af Arrested Development, der skulle fungere som en slags optakt til den film, han lige nu arbejder med manuskriptet til.
Til en slags panel-interview til festivalen i New York sad Hurwitz i går side om side med samtlige af seriens stjerner – Will Arnett, Jason Bateman, Portia de Rossi, Michael Cera, Tony Hale, Jeffrey Tambor, David Cross, Alia Shawkat og Jessica Walter – og fortalte, at han vil lave en ny sæson af serien på ni eller ti afsnit forud for filmen.
Planen er, at hvert afsnit i den nye sæson skal have fokus på en ny karakter i den mildest talt særprægede Bluth familie. Ifølge Tvline.com nok primært gjort for at kunne arbejde rundt om de travle skuespilleres mange andre engagementer, men nok også for at sætte gang i så mange nye historier som muligt, som filmen så senere kan arbejde videre med.
Seriens hovedrolleindehaver Jason Bateman bakkede i aftes Hurwitz’s udtalelse op, ved på Twitter at bekræfte planerne om en ny sæson.
– Den er god nok. Vi laver ti nye afsnit og en film. Vi optager formentlig det hele til sommer, så det er klar til release i starten af 2013. Glæder mig MEGET, skriver Jason Bateman ifølge Deadline.com på sin Twitter profil.
Filmen om Bluth familien, som den nye minisæson skal lægge op til, har været en drøm for seriens fans, siden Arrested Development blev lukket ned i 2006. Typisk for seriens skæve univers sluttede den allersidste scene med, at der bliver pitchet en idé omkring en tvserie om familien, hvortil svaret er: “Jeg ser det ikke som en tvserie – måske en film..”
Siden da har der kørt historier, håb og rygter om, at det måske en dag ville blive virkelighed. Og nu ser det ud til at blive til noget.
– Jeg er halvvejs med manuskriptet til filmen og er omkring 80 procent sikker på, at den nok skal blive til virkelighed, siger Mitch Hurwitz ifølge The New Yorker.
Tvserie.dk skal nok holde dig opdateret på, hvad der er rygter og hvad der er bekræftet. men indtil videre kan du godt begynde at glæde dig!