Officielt: Anne Heche får sin egen nye komedieserie

Maj er måneden hvor de store amerikanske tvkanaler løfter sløret for hvilke serier, de satser på efter sommerferien. Kanalen NBC er først klar med det fulde program næste uge, men en ny serie har allerede fået at vide, at de skal levere en hel stak afsnit til næste sæson.
Serien hedder Save Me og har skuespillerinden Anne Heche i den bærende rolle. Save Me handler om en kvinde, der efter hun er ude for en ulykke, tror gud taler gennem hende. Det skriver tvline.com.
Anne Heche har lavet masser af film og er nok mest kendt fra Donne Brasco og den romantiske komedie Six Days, Seven Nights, overfor Harrison Ford. Og så for sin selvbiografi “Call Me Crazy” fra 2003, hvori hun hævede at hun har et alter ego ved navn Celestia, som er guds reinkarnation på jorden. Og det smager da en hel del af hendes nye rolle i Save Me.
På tv har Anne Heche været med i Ally McBeal, Everwood, den kortlivede Men In Trees og HBO-serien Hung, der lukkede tidligere i år. Senere i år kommer serien Blackout, hvor Heche er med, også på amerikansk tv.
Men når det gælder Save Me er Heche foreløbig bundet til 13 afsnit, som let kan blive til fere hvis serien hitter.
Save Me er den anden serie som NBC på forhånd har meldt ud, at man vil give chancen til efteråret. Den første var Matthew Perrys nye serie Go On, der allerede for et par uger siden fik grønt lys.