Officielt: så er den nye chef udpeget i The Office

Den nye chef på The Office er nu fundet!
Så hvis du vil have overraskelsen til gode, til du selv ser serien, så er det en ret ringe idé at læse videre herunder.
For nu er det nemlig officielt, hvem der afløser Michael Scott (Steve Carell) som chef på papirfabrikken Dunder Mifflin i Scranton, Pennsylvania.
Afløseren er.. Andy Bernard.
Andy Bernard er en af seriens faste karakterer, der bliver spillet af Ed Helms.
Ed Helms ser rigtig meget frem til udfordringen og føler sig egentlig ikke presset, selv om det er seriens altoverskyggende stjerne, Steve Carells, store sko, han nu skal udfylde.
– Jeg glæder mig faktisk mere end jeg føler mig presset af forventningerne. Karakteren Andy Bernard er en narrøv, så det er en rolle jeg har brugt hele mit liv på at forberede mig på, så jeg føler mig derfor ret godt forberedt, siger Ed Helms til TVline.com i et større interview.
– Jeg ser det egentlig lidt som en chance for at re-definere en del af showet med det her chef-skifte – og så at vi endda også får James Spader med i den nye sæson. Der er en helt ny energi på hele holdet og.. jeg prøver virkelig at få det til at lyde som om jeg ikke mærker presset, men faktisk så er jeg rystende nervøs på vej til arbejdet hver eneste dag, fortæller en grinende Ed Helms.
Det nye ansvar for Ed Helms sætter også Steve Carells store arbejde på The Office i et helt nyt perspektiv. Det var måske ikke helt så let og ligetil at være bossen, som han gik og troede.
– Arbejdsbyrden er langt større, end den nogensinde har været for mig på showet. Jeg ser Steve Carell i et helt nyt lys nu. Vi tog det bare alle sammen for givet, at han var så forberedt, professionel og bare gennemført hysterisk morsom altid. Og nu hvor jeg er i den position, hvor jeg pludselig har sindssygt mange replikker og er med i mange flere scener, tænker jeg bare: wow, det var virkelig vildt, hvad du gjorde for showet. Og jeg prøver virkelig at fylde de sko ud, siger Ed Helms.
Både Ed Helms og Andy Bernard er rædselsslagne
På samme måde som Ed Helms er nervøs for sit nye ansvar og de forpligtelser, der følger med, er Andy Bernard også rædselsslagen for sit nye job som chef på Dunder Mifflin. Og det ved vi alle, kun kan blive vanvittig morsomt.

Andy Bernard er den nye chef hos Dunder Mifflin.


– Andy er den type chef, der i virkeligheden er vildt nervøs og usikker over rent faktisk at skulle være chef. Han prøver ligesom alt for meget at oppe sig og være god til det. Og på samme måde som jeg, skuespilleren Ed Helms, mærker presset og spændingen omkring min nye, store rolle, gør karakteren Andy Bernard det samme og mærker en helvedes masse usikkerhed lige pludselig. Og det er ret sjovt for os alle sammen, siger Ed Helms.
Som tidligere fortalt her på tvserie.dk får Andy i den kommende sæson besøg af sine forældre og sin bror, der bliver spillet af sangeren Josh Groban. Derfor har rygterne også længe gået på, at Andy, der har en musikalsk baggrund, skulle synge en fin duet med Josh Groban. Men det vil Ed Helms hverken af eller bekræfte, så det må vi fortsat vente og se.
På trods af nervøsiteten over sit nye, store ansvar er Ed Helms ikke i tvivl om, at han gerne bliver flere år som chef på papirfabrikken.
– Alle gør et fuldstændig brillant stykke arbejde, og jeg er helt overvældet over hvor dygtige folk, jeg egentlig arbejder sammen med. Så jeg håber at vi får en lang og lykkelig fremtid sammen hos Dunder Mifflin. Det er et drømmejob.