Parks And Recreation stjerne: Vi vil have Oprah som gæstestjerne
Folkene bag Parks And Recreation har en udfordring: I slutningen af sæson tre, der netop er løbet over de amerikanske tv skærme, får Ron Swanson at vide, at hans første ekstone Tammy 1, er på vej på besøg. Tammy 1 er åbenbart så frygtindgydende, at hun får hans anden ekskone, Tammy 2, til at ryste i bukserne. Og Tammy 2, der bliver spillet af Megan Mullally (Will & Grace), er altså pænt sindssyg.
– Når det kommer til at finde den rette til rollen er hovedspørgsmålet; Hvad er det ved den første Tammy, der kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på den anden Tammy? Det vanskelige er, at Tammy 2 har etableret sig som det ondeste monster i hundredvis af kilometers omkreds, siger Nick Offerman, der spiller Ron Swanson i serien, til The Tv Addict.
Så hvem får man til at spille rollen, som får en helt vanvittig ekskone til at ligne askepot? Nick Offerman, der spiller Ron Swanson, har et klokkeklart ønske. Han vil have Oprah Winfrey.
Og det er han langt fra alene om. Megan Mullally har endda startet en facebook-kampagne, for at få den stenrige talkshow-vært til at stille op.
Oprah Winfrey lagde for nylig talkshowet på hylden og vil hellige sit forretningsimperium, der omfatter en tvstation, et magasin og meget mere. Derfor mener Nick Offerman også, der kan være tid i hendes kalender til en omgang Parks And Recreation til efteråret:
– Jeg tror, det ville være fantastisk, fordi Oprah er sådan en dygtig skuespiller, og jeg er sikker på hun kan spille en, der er virkelig, virkelig skræmmende, siger Nick Offerman.
Oprah Winfrey har været med i en del film, og så har hun gæsteoptrådt i blandt andre tvserierne 30 Rock og Ellen DeGeneres’ sitcom; Ellen.