Parks And Recreation-stjerner: Sæson 4 er vores hidtil bedste

Fortællingen om den mærkelige forsamling offentligt ansatte i den fiktive amerikanske by Pawnee, skruer op for alt det sjove i den kommende fjerde sæson. Lige nu kan du se serien på DR HD flere gange om ugen, og skal man tro seriens Chris Pratt, bliver der endnu bedre grund til at følge med.
Først var det Rob Lowe, som spiller en mindre rolle i serien, der meldte ud at han synes sæson fire af Parks And Reecreation er endnu bedre end den Emmy-nominerede tredje sæson. Og nu følger Chris Pratt, der spiller Andy Dwyer i Parks And Recreation trop med meldingen om, at sæson fire er seriens hidtil bedste.
– Vores fjerde sæson bliver vores bedste sæson hidtil. Det, der er på vej, er det sjoveste vi nogensinde har lavet. Det er sandheden. Jeg har grinet mere til gennemlæsningerne af manuskripterne denne gang end nogensinde før, fortæller Chris Pratt til Movieline.com og slår budskabet fast: – Jeg synes det er det bedste show på tv!
I Parks And Recreation spiller Chris Pratt den umodne Andy, og han fortæller, at det aldrig var meningen hans karakter skulle være med i serien så længe. Oprindeligt skulle Pratt bare være med til at sparke serien i gang og så skulle hans rolle som Andy forsvinde efter seks afsnit. Men nu beholder forfatterne ham på serien:
– På trods af, at min karakter gør en masse forfærdelige ting, er han stadig ret elskelig. De situationer hvor jeg ikke spiller et komplet røvhul, dem kunne de godt lide, fortæller Pratt, der glæder sig til at Sæson 4 af Parks And Recreation debuterer på amerikansk tv den 22. september.