Ray Romano ny chef på The Office?
Tre nye stjerne-navne er bragt på bane som Steve Carells afløser hos Dunder Mifflin; James Spader, Catherine Tate og Ray Romano skal alle spille med i sæsonens sidste afsnit.
Der bliver i sandhed masser af gæster på kontoret hos Dunder Mifflin, når Michael Scott (Steve Carell) med afslutningen af denne sæson siger farvel til The Office efter syv år.
Ifølge TVLine er yderligere tre store navne bragt i spil som Carells afløser – altså udover Will Arnett, Ricky Gervais og Will Ferrell.
Til trods for at NBC ikke vil kommentere på historien, bekræfter en insider-kilde overfor TVLine, at James Spader (Boston Legal, Forsvarerne), Catherine Tate (The Catherine Tate Show) og Ray Romano (Alle elsker Raymond) alle tre er i betragtning til jobbet som ny chef på The Office.
Flere af disse stjerner kan dog på forhånd mere eller mindre udelukkes. Ray Romano har formentlig ikke tid, da han i forvejen arbejder fuldtid med sin nye komedie-drama serie Men of a Certain Age, der snart starterpå sin anden sæson, hvorfor han formentlig takker nej, hvis han får buddet.
Ricky Gervais, multitalentet der skabte den originale, britiske The Office og spillede hovedrollen i serien, har ligesom været der, kan man sige. Da han også fungerer som producer og manuskriptforfatter på den amerikanske udgave, regner man ikke med, at han også vil spille hovedrollen.
Will Arnett (Arrested Development, Semi-Pro) har netop meldt ud, at han skal spille med i pilot-afsnittet til en endnu unavngiven NBC-komedie med Christina Applegate, så han spåes heller ikke de største chancer for at blive på The Office.
Will Ferrell (Starsky & Hutch, Zoolander, Semi-Pro) er lidt en dark horse, da han på den ene side regnes som et alt for stort Hollywood-navn til tvserien, men omvendt selv har udtalt, at han bliver i næste sæson. Skuespillerne i serien tror dog ikke rigtig på, at superstjernen bliver.
Tilbage er favoritterne, Christine Tate og James Spader, der begge er store komiske talenter. Spændingen forventes udløst i maj måned, hvor sæsonens sidste afsnit vises på amerikansk tv.