Spartacus forlænget med sæson 3

Præcis som det var tilfældet for et år siden, hvor Spartacus blev forlænget med en sæson to inden sæson et overhovedet havde haft premiere, er serien nu igen blevet forlænget med en sæson inden den nye har haft premiere.
Starz har nemlig forlænget det voldsomt blodige toga- og sandal-drama med endnu en sæson, selv om seriens anden sæson – Spartacus: Vengeance – først starter til januar.
– Der er rigtig mange overraskelser i vente til seerne af den nye sæson, men man kan være helt sikker på, at det mangesidede plot og de alsidige karakterer fortsat vil kendetegne serien fremover, siger gladiator-seriens ledende producer Rob Tapert til Deadline.com.
Sæson to bliver debutsæsonen for Liam McIntyre, der overtager titelrollen fra den nu afdøde Andy Whitfield, der i en alder af blot 39 år for to måneder siden blev offer for kræften efter et sygdomsforløb på 18 måneder.
Den første sæson af Spartacus blev set af gennemsnitligt 6,2 millioner seere. Herhjemme kan du se Spartacus på 3+, der hver mandag sender tvserien.